VisitHimmerland
Nyheder

20. mar. 2026

Stærkt fællesskab skal forme fremtidens turisme på Himmerlands Vestkyst

Over to dage har mere end 60 engagerede deltagere været samlet for at tage de første skridt mod en ny strategisk-fysisk udviklingsplan (SFU) for Himmerlands Vestkyst. 

SFU Himmerlands Vestkyst deltagere
Foto: Destination Himmerland

Arbejdet er en del af en større indsats, hvor der udarbejdes to strategisk-fysiske udviklingsplaner i Destination Himmerland – én for den østlige del langs Kattegatkysten og én for den vestlige del langs Limfjordskysten i Vesthimmerland.

Turismen spiller allerede en central rolle i Himmerland og gavner både turisme- og detailvirksomheder og lokale borgere. Det er samtidig et middel til målet om fx at øge bosætningen i Vesthimmerlands kommune.

“Turismen genererer en omsætning på omkring 1 milliard kroner og skaber cirka 1.000 arbejdspladser i Vesthimmerlands Kommune. Det forpligter os til at holde fast i væksten og samtidig udvikle de store potentialer, vi har i området,” siger Johanne Bugge, destinationsdirektør hos Destination Himmerland.

Første fase i en længere proces

Arbejdet med udviklingsplanen er nu i sin indledende fase, hvor fokus er på at identificere potentialer, udfordringer og prioriteringer for området, og derfor har der været inviteret til to workshops. Deltagerne ved møderne i uge 12 repræsenterede turismevirksomheder, foreninger, frivillige, ildsjæle og visionsråd, som sammen med Vesthimmerlands Kommune, Destination Himmerland og konsulentvirksomhederne FLÅK og Hird&Ko satte fokus på områdets fremtidige udvikling.

De mange deltagere bidrog med idéer, perspektiver og konkrete input til, hvordan Himmerlands vestkyst kan udvikles som destination – fra Aggersborg i nord til Hvalpsund i syd, med forbindelser ind i baglandet. 

“Den store opbakning understreger et stærkt lokalt engagement og en fælles vilje til at udvikle området. Vi starter således en fælles udviklingsrejse, hvor turismen får en stærk central betydning i Vesthimmerlands Kommune”, fortæller Torben Frandsen, afdelingschef for Plan, Byg og Ejendomme i Vesthimmerlands Kommune.
SFU Himmerlands Vestkyst deltagere
Foto: Destination Himmerland

Fælles retning og lokale styrker

Himmerlands Vestkyst er kendetegnet ved stærke fællesskaber, storslået natur og engagerede mennesker. Netop disse kvaliteter danner afsæt for udviklingsarbejdet, hvor målet er at samle kræfterne og skabe en fælles retning.

Udviklingsplanen skal blandt andet:

  • styrke områdets turismepotentiale
  • løfte og synliggøre kulturarven
  • skabe flere arbejdspladser
  • understøtte bosætning og livskvalitet
  • bidrage til levende lokalsamfund

Der var bred enighed blandt deltagerne om, at samarbejde er afgørende for at lykkes. Når kræfterne samles på tværs af aktører, står destinationen stærkere.

SFU Himmerlands vestkyst er finansieret af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Realdania, Dansk Kyst- og Naturturisme og Vesthimmerlands Kommune.

 

For yderligere information:

Destinationsdirektør, Johanne Bugge, 71 92 14 68, johanne@destinationhimmerland.dk

Afdelingschef, Torben M. Frandsen, 21 84 08 40, tofr@vesthimmerland.dk